I øvrigt

* havde vi i går Lily med i svømmehallen for første gang, hvilket hun var begejstret for på en meget nordjysk måde. Hold nu op hvor var vi stolte af os selv hende. Det er virkelig rart, at kunne have hende med uden at hun skriger hele tiden, og det er skønt, vi så småt tør og har lyst til at tage hende med på ekskursion til vildere steder end Netto.

* regner jeg med, at jeg som noget af det første skal have mig et langt karbad, når vi til sommer flytter ind i vores nye hus. Eller nye og nye. Det er fra 1870. Ud fra købsaftalen kan man godt foranlediges til at tro, at vi har købt en bondegård, da den fastslår, at vi max må medbringe to køer med tilhørende kalve, fem slagtesvin eller to søer, ti geder med kid, og 30 høns. Godt at have helt styr på det, så jeg lige kan nå at afhænde mine 20 får inden vi til juni overtager huset, der ligger i downtown Hørsholm.

* har jeg anskaffet mig en KitchenAid, da jeg var sikker på, at jeg blev typen, der rigtigt skulle hygge mig med at bage i min barsel. Overvejer nu at bortskaffe den efter at have forsøgt mig med hhv. drømmekage, som lignede et mareridt og chokoladekage, hvor det lykkedes mig at forveksle salt med sukker.

* har jeg lige opdaget, at jeg godt kan lide flødekartofler. Gad vide, om jeg er gravid igen.

* er jeg ikke gravid igen.

* går det virkelig trægt med at smide de sidste graviditetskilo jf. ovenstående. Selvfølgelig har jeg overvejet at spise sundere, tage et mor/barn hold eller at købe det der bælte fra TV-shop, som får kiloene til at rasle af, selvom man sidder i sofaen og æder 48 Snickers, men så var det, jeg opdagede, at jeg kan få mit pulsur til at tro, at jeg dyrker motion (og enhver ved, at hvis bare pulsuret tror på det…) når jeg hidser mig tilstrækkeligt meget op over et eller andet. Som når jeg ser Donald Trumps talsmand Sean Spicer i fjernsynet, eller når døve og dårligt hørende begynder at hyle op om, at de føler sig trådt på på grund af det her klip. Ej, men hold nu op altså. Nå, men jeg tænker, at hvis jeg nu finder noget ordentligt at hidse mig op over, som fx forældre, der nægter at lade deres børn vaccinere eller bilister, der glor ned i mobilen, så skal jeg nok få smidt de sidste kilo inden fredag.

* er min puls til gengæld så lav, at jeg er ved at afgå ved døden, når jeg ser Arvingerne om søndagen. Jamen ikke engang en landmand kan sgu da hidse sig op over at Signes grise slap ud af indhegningen.

* spurgte en veninde forleden, hvordan vi overlevede at Lily græd så meget. Det gjorde vi sådan her:

Hurra for at hverdagen nu mere ser sådan her ud:

Ej okay, det er løgn:

Når man køber en slyngevugge, som barnet nægter at ligge i

Det koster en million at have et barn fra det bliver født til det bliver 18 år, læste jeg engang.
Det vil sige, at der er cirka 20 kroner tilbage at rutte med de resterende 17 år og 8 måneder. For når ens barn græder i timevis i dagevis i månedsvis, så smider man gerne en million efter kiropraktorer, zoneterapeuter, slyngevugger og alt muligt andet gejl, i håb om at det lige præcis er det næste, man prøver, der får ungen til at holde kæft.

Jeg forsøgte at tro på det, når kiropraktoren sagde, at der bare liiiige skulle én behandling mere til. Jeg blev hemmeligt irriteret over, at barnet overhovedet ikke satte pris på at blive trykket på fødderne, når jeg selv hungrede efter bare 2 minutters fodmassage. Jeg bandede over, at hun ugen forinden godt gad at ligge i overboens slyngevugge, men da vi selv købte en, opførte hun sig som om der lå en grøn mamba og to rotter i den. Jeg iførte mig spændetrøje og satte gaffatape for munden af frygt for at få en voldsanklage på nakken, da en bekendt bad mig om at se det fra den lyse side og tænke på, hvor heldigt det er, at jeg bruger høreapparater, så jeg kan slukke for skrigeriet. Jeg blev ked af det, da jeg for 2. uge i træk måtte gå fra mødregruppen i utide, fordi hun skreg, så ikke engang en 11-årig til Marcus og Martinus-koncert ville have kunnet overdøve hende. Jeg blev rasende på lægerne på Børneafdelingen på Hvidovre, som godt nok indlagde os til observation, fordi de var med på, at hendes evindelige gylp mindede mere om decideret opkast, men som i sidste ende ikke ville lave nogen undersøgelse, da hendes vægt var som den skulle være. Jeg gik med barnevogn fire gange om dagen, fordi det var det eneste tidspunkt, hvor jeg, hvis jeg var heldig, kunne få hende til at sove, og jeg sang for hende – hvilket fik hende til at skrige endnu højere – og nussede hende i timevis.

Jeg prøvede endda at acceptere, at når jeg havde sørget for at alle hendes basale behov var dækket, så kunne jeg ikke gøre andet end at være nærværende og rumme hendes gråd. Det gik egentlig også okay i et par uger, men en dag, hvor hun havde nægtet at falde i søvn i barnevognen, og derfor havde skreget uafbrudt i 7 timer, var jeg seriøst bange for, at jeg var ved at blive syg i hovedet.

I et sidste desperat forsøg på at få stoppet hendes gråd, gjorde vi alvor af at tage et ophold på Det Private Barselshotel i Gentofte, og det er uden tvivl den bedste investering, vi i vores liv har foretaget. Det har intet med spabehandlinger eller silkelagener at gøre. Til gengæld er der jordemødre, der står til rådighed døgnet rundt og viser, hvordan man får barnet til at falde i søvn, uden at man behøver traske 30.000 skridt med barnevognen om dagen og som hjælper med at få justeret ammeteknikken, så man ikke føler, at man får en patvrider, hver gang barnet tager fat. Vi fik vist helt basale teknikker, så vi kan få hende til at blive rolig, når hun skriger sig op i falset, og vi fik tips til, hvordan vi kan lege med hende, hvilket vi nærmest ikke har gjort før, fordi det var svært at lege med en, der åbentlyst gik efter at være flitsbue til fastelavn.

Vi var på hotellet i 24 timer, og Lily var en helt anden baby, da vi tjekkede ud og er det stadig her små 14 dage efter. Jamen vi er fuldstændigt på røven over, at hvor vi før havde op til 7-8 timers skrigeri om dagen, nu har max én time på en dårlig dag. Vi kan få hende til at sove på fem minutter uden at skulle gå med hende eller vugge hende i armene. Hun er veloplagt og glad, når hun er vågen, hendes mave har det tusind gange bedre, og jeg har igen stiftet bekendtskab med hvad overskud er for noget. Og lige nu kan jeg klare hele verden.

Når barnet efter fem timers gråd endelig falder i søvn i mine arme, blot for at vågne i det sekund jeg lægger hende fra mig

Var det noget med, at jeg sagde, det gik bedre efter vi gav D-dråberne en pause og kiropraktoren en chance?
I så fald var det ønsketænkning, for Lily har grædt så meget, at jeg har været derude, hvor jeg var villig til at tage hende til numerolog, hvis nogen havde bildt mig ind, at det kunne få hende til at stoppe med at være så ked af det.

Nogle gange virker det som om, hun har afsindigt ondt i maven. Andre gange som om, hun får ondt hver gang hun gylper, og så er der alle de gange, hvor man fristes til at tro, at Claus Ryskjærs genfærd suser rundt lige uden for vores vindue, fordi det virker til, at hun bliver bange for noget, vi andre ikke kan se. Og så nægter hun at falde i søvn. Og når hun alligevel bliver nødt til at overgive sig, fægter hun med armene, så man skulle tro, hun var med i et afsnit af Jullerup Færgeby, og så ender det med at hun slår sig selv i hovedet og bliver rasende over at have vækket sig selv.

Jeg googler og googler for at finde svar på, hvad der kan være i vejen og hvad jeg kan gøre ved det, for jeg kan ikke arbejde med, at lægen kalder det kolik, når det jo bare er en betegnelse, man klistrer på de børn, hvor man ikke kan finde en årsag til gråden. Der bliver nødt til at være en årsag og dermed noget, jeg kan gøre, for det er simpelthen ikke til at bære, at jeg ikke er i stand til at trøste mit eget barn. Men Google er altså også en forbandelse. Især når jeg har tyndslidte nerver, for min kritiske sans forsvinder, og så støder jeg på en eller anden debattråd på heste-nettet, hvor de snakker om, hvornår deres børn smilede bevidst for første gang, og så begynder jeg at spekulere på, om mit barn mon er skizofren eller har autistiske træk, fordi hun i sin 8. leveuge stadig ikke har vendt mundvigerne opad, mens de andres børn øjensynligt smilede bevidst til nakkefoldscanningen.

Så kan jeg bagefter sidde og tude om kap med Lily over, at jeg er sådan en, der søger information på heste-nettet.

Men så i går skete det, at hun for jeg ved ikke hvilken gang gylpede ud over mig, og bagefter så hun mig i øjnene og smilede over hele femøren. Mere skulle der ikke til for at mor her havde overskud til at håndtere de tre timers gråd, der fulgte efter.

Det skal nok gå det hele.

Rigtig glædelig jul.

Når ham, der skal justere ens høreapparater, taler dårligt dansk

200-2

Jeg kunne ikke blive politibetjent, fordi jeg havde dårlig hørelse. Kæft det var surt, men jeg har altid haft forståelse for, at det selvfølgelig ikke dur, at have betjente rendende rundt, som ikke kan høre forskel på om radiomeldingen lyder på kællingefight eller ællinger på vej, og det kunne aldrig falde mig ind at trække diskriminationskortet, fordi det vitterligt ikke er diskrimination, men almindelig sund fornuft.

Jeg ved derfor ikke, hvorfor jeg er bange for, at der er nogen, der skal tro, at jeg er Sydhavnens spidskandidat for Nye Borgerlige, når jeg ytrer, at jeg bliver voldsomt irriteret hver gang jeg  i forbindelse med høreapparattilpasning eller kontakt med kommunikationscentre møder en, der taler dårligt dansk, og det er sket mere end en gang. Det handler ikke om, at jeg har noget som helst at udsætte på ham, der justerede mine høreapparater sidste gang eller på hende som tog telefonen på kommunikationscentret, bare fordi de ikke var etnisk danske. Dem jeg har mødt eller talt med har i hvert fald virket flinke og rare. Problemet er bare, at jeg ikke forstår, hvad de siger, og de er ekstra svære at mundaflæse på grund af tyk accent. Det betyder, at jeg som dårligt hørende føler mig helt forkert og til besvær i en situation, hvor det faktisk er mig, der bør være i centrum. Jeg sidder og siger ja og amen, selvom jeg indeni er ved at eksplodere over, at jeg ikke forstår noget som helst af det, der bliver sagt, og samtidig ikke synes, at jeg kan tillade mig at kritisere tilpasserens sprog, da sproget jo ikke siger noget om vedkommendes faglige kompetencer.

Selvfølgelig kan man også bare tage en med, som kan hjælpe med at sikre, at man får det hele med, men det kan også hurtigt ende akavet. Fx var min veninde taget med sin gamle far til tilpasning for ikke så længe siden og var også kommet ind til en, som mestrede dansk på samme niveau som Prins Henrik . Resultatet var, at faderen følte sig fuldstændigt kørt ud på et sidespor, fordi tilpasseren ret hurtigt opfangede, at datteren var nødt til at “oversætte” det hele. Tilpasseren begyndte derfor at tale om faderen i tredje person, som om han slet ikke var til stede i rummet, hvilket selvsagt havde føltes som en stor ydmygelse.

Lige præcis når det handler om dårligt hørende, synes jeg simpelthen ikke det holder, at dem der skal have med os at gøre, ikke taler ordentligt dansk. Og så er jeg sådan set ligeglad med om accenten er svensk, arabisk eller Brian Nielsensk.

i øvrigt

* vil jeg gerne vide, om man er dømt til for evigt at have fede fingre, efter man har født, for jeg kan stadig ikke passe min vielsesring eller nogen af mine andre ringe for den sags skyld.

* smider jeg lige en samlet tak til alle jer, der i mit sidste i øvrigt indlæg svarede på, hvorfor nogle af ordene bliver orange, når jeg skriver en sms på min iPhone. Jeg forstår bare stadig ikke ideen. Det ender jo med at det kommer til at tage ti minutter at tyde en sms (hedder det stadig det, eller kalder vi det rebus nu?), hvis alle begynder at lave de orange ord om til emojis. Nå men jeg smutter lige ud og køber en Doro telefon og en æske kattetunger.

* takker jeg også for alle de indkomne forslag til babyalarmproblematikken. Jeg tror ikke, jeg fik forklaret mig godt nok, for det er ikke, når jeg selv er vågen, at jeg har brug for alarmen. Det er når jeg sover, og hun sover ved siden af mig, at det er vigtigt. For når jeg ikke har høreapparater på, kan jeg ikke høre hende uanset hvor højt hun skriger, og de vibrationssystemer der findes til dårligt hørende, er sådan nogen, der får det til at slå ud på Richterskalaen. Efter at have talt med alverdens udbydere af babyalarmer og høretekniske løsninger, er jeg nået frem til, at jeg åbenbart er den eneste i verden med det her problem, og at det jeg efterspørger simpelthen ikke er opfundet endnu, så er der ikke lige en eller anden med forstand på teknik, som gider at opfinde en babyalarm, der kan få et apple watch til at vibrere. Også selvom alarm og ur kun befinder sig en meter fra hinanden. Og nej, det er ikke nok at iPhone eller iPad kan vibrere eller at der er kamera, blinkende lys eller 3 kilometers rækkevidde. Den skal bare få uret til at vibrere, når baby græder, selvom hun ligger en meter fra mig. That’s it.

* tilslutter jeg mig koret, der råber højt om, at landets fødeafdelinger er max pressede. I hvert fald kan jeg huske, at jeg studsede over, at en læge bad mig om at sige til den, der skulle scanne mig, at vedkommende gerne lige måtte tjekke for blodansamlinger i min moderkage, og at jeg godt måtte minde dem om, at de skulle huske at typebestemme mit blod, selvom det for pokker er noget der står på vandrejournalen. Uanset hvad kan det da ikke være patientens ansvar at overbringe beskeder fra den ene ansatte til den anden. Det føles pænt utrygt.

* er vi meget spændte på, hvordan Lilys hårpragt udvikler sig, for som det ser ud lige nu, kommer hun til at ligne Anker Jørgensen.

* glemte jeg at pakke babsen sammen efter jeg havde ammet i formiddag, hvilket betød, at den hang udenfor mens jeg susede til Ørestaden og rendte rundt med barnevognen i Fields. Det var selvfølgelig først, da jeg kom hjem, at jeg opdagede hvor 70’er agtigt jeg havde gået klædt. Håber virkelig, virkelig ikke, at jeg på noget tidspunkt kom til at åbne jakken, mens jeg var der.

* ved jeg godt, at det her er ved at udvikle sig til en mommy blog, hvilket måske irriterer dem, der havde håbet på, at mit hovedfokus stadig ville være hørelsen. Men jeg kan bare mærke, at det lige nu trækker i en anden retning, fordi mit liv selvsagt er blevet vendt på hovedet. Håber I har lyst til at blive hængende alligevel. Og det er jo heller ikke fordi vi er fuldstændigt færdige med at giffe om høreproblematikker. Fx har jeg længe haft et indlæg liggende i min mentale notesbog om hvordan det var at få justeret høreapparater af en, der talte dansk på niveau med Prins Henrik. Håber jeg får det kradset ned en af dagene.

* føles det sådan her, når jeg prøver de jeans, som jeg kunne passe inden jeg blev gravid. Tror lige jeg venter en uge eller to med at prøve dem igen.

tumblr_inline_ogcwk1fsdp1ro2d43_500*